"Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde kastet min kærlighed på
en anden hunderace. For nu skal jeg hele tiden forsvare mit valg."
Ordene kommer fra Thomas Knudsen, der i fritiden opdrætter og sælger
amstaffere fra sit lille hus på en afsides jordvej syd for Mørkøv.
Selv har han seks af slagsen. To af dem, Zila og Trixie, vælter
legesyge og opmærksomhedskrævende rundt i den lille hvidskurede stue
og jagter fluer. I hjørnet ligger Oliver i et stort bur.
"Netop amstafferne er så menneskeglade. De vil hele tiden over at
hilse. Derfor puttede vi Oliver i bur, så det ikke skulle være alt
for overvældende, når i kom", forklarer Thomas og bladrer i nogle
hundebøger, der ligger fremme på sofabordet.
"Amstaffen var de fattige amerikanske nybyggeres hund, der skulle
fange mus og rotter på gårdene", fortæller han og viser en gammel
engelsk bog om kamphunde. En bog hvor også boxeren og granddanoisen
optræder.
"Der er altså utroligt mange hunde, der oprindelig var tænkt til at
kæmpe. Enten imod hinanden, tyre, mus, eller rotter opsummerer han.
|
Han er uenig i, at racen skulle være farligere end andre hunde -
noget som hævdes fra flere sider efter flere episoder med bidske
amstaff-hunde. Potensforlænger
"Alle hunde kan slå ihjel, hvis ejeren opdrager den til
det. Vi taler jo helt grundlæggende om et rovdyr, der kan
kommunikere med tænderne", siger han og pointerer nok engang, hvor
"trist" der er, at pressen kun interesserer sig for voldelige hunde,
så længe det er en amstaff.
"De, der er farlige, er bølletyperne, der bare vil have en
potensforlænger".
Mennesker som ifølge Thomas Knudsen før i tiden havde valgt
dobermann, inden moden svingede over til amstaff.
"Det er et lidt mærkeligt valg. Hvis jeg skulle vælge en vagthund,
ville jeg tage en schæfer eller en rottweiler. Amstaffen er alt for
lille - den vejer aldrig over 30 kg".
|
Selv om de to hunde mildt sagt fylder godt op i stuen, opfører de
sig på intet tidspunkt truende eller eller decideret voldsomme.
Alligevel gør Thomas alt det, hundeejeren ifølge leksikaene ikke må.
Som at kaste med bolde, pinde og lege slåskampe med dem. Han
forsikrer at hans hunde aldrig har bidt nogen.
Og så er vi tilbage igen. Til det, der ifølge Thomas er mest
afgørende for hundens adfærd: nemlig ejeren og opdragelsen.
"Faktisk afviser jeg hver fjerde, der vil købe en hvalp. Og jeg
ville aldrig sælge nogen til dig, for du trak armene til dig, da de
løb dig i møde".
morten.b.iwersen@pol.dk
|
