|
I medierne kaldes de
dræbere. De er monstre med hajbid, fremavlet og trænet til at sprede
skræk og rædsel. Men er hundene onde af egen fri natur?.
Ordet kamphund smager
af blod og raseri. Det er et godt ord. Et af den slags der trækker
læserne til sig og får dem til at gyse. Men hvor farlig er denne
snerrende trussel egentlig?
Både politiet og Forsikringsoplysningen kan fortælle, at antallet af
hundebid ikke er et stigende problem - tværtimod. Gennem de seneste år
er antallet af bidskader faldet betydeligt. Faktisk er tallet næsten
halveret i forhold til det tidspunkt, da der var flest anmeldelser. 1998
var året med færrest bid i de 30 år, hvor Forsikringsoplysningen har
lavet statistik.
Hvorfor så al denne ballade?.
Filosoffen
Arno Victor Nielsen mener, det er det dæmoniske, som fascinerer, når
man hører om kamphunde.
"De bliver en inkarnation af ondskaben. Tag for eksempel de
historier, hvor et menneske er faldet død om i sin bolig. Til sidst er
hunden begyndt at spise sin ejermand, fordi den er blevet sulten.
Frygten ligger i modsætningen mellem det at være menneskets bedste ven
og samtidig et rovdyr."
Filosoffen mener ikke, man kan tale om hunde som onde skabninger.
"En hund kan per definition ikke være ond. Det er et tamdyr, og de
lever af, at vi fodrer dem. Det er en afstumpet ejer, som forvrænger
dyrets natur. Man kan nærmest tale om, at personernes dårlige karakter
er sivet ud i hunden," siger Arno Victor Nielsen.
(frit fra AKTUELT Dato: 19.08.2000)
|
|
|
KOMMENTAR:
Brugen af ordet ’kamphunde’ i dag er
forældet og i den grad misvisende. Tidligere blev mange så forskellige
racer som Boxer, Bullterrier, Pitbull terrier, Bullmastiff, Amerikansk
Staffordshire terrier, Mastino Napoletano, Engelsk bulldog,
Staffordshire Bull terrier, Shar pei og Dogo Argentino brugt til
hundekampe og kampe med andre dyr. Hertil bør det nævnes, at en af de
ting som gjorde en hund god til hundekampe var en ekstrem kærlighed til
mennesker, hvilket indebar en ubestridelig iver til at adlyde og behage
mennesket – i dette tilfælde ejeren. Disse hunde bestrider en
stor kærlighed overfor mennesker, og der er derfor intet i dem der
indbyder til aggressioner overfor et menneske. I den sammenhæng bør
nævnes, at den Amerikanske Staffordshire Terrier i litteraturen nævnes
som værende IKKE egnet til vagthund. Dette skyldes en overdreven glæde
for mennesker, herunder også fremmede som betræder det område den
burde bevogte! (Største fare for en uvelkommen fremmed er således
faren for, at blive slikket til døde...)
|
